Tailored Heritage
Each creation unmistakably unique
”Juletiden er den absolut bedste tid på året. Det er tiden til kærligt nærvær, familie, fortryllende og magiske omgivelser. Derfor starter julen også tidligt hos os. Allerede i november går familien i gang med at pynte, bage, klippe og klistre”, fortæller Caroline, der i år fejrer julen med sine tre børn i familiens hjem i Schweiz. Caroline er af adelsslægt med en opvækst på Valdemar Slot på Tåsinge, og den baggrund er, sammen med de mange år, hvor hun kunne kalde London sit hjem, med til at sætte scenen for hendes klassiske og nostalgiske jul.
Caroline er vokset op i en familie, hvor julen havde stor værdi, og hvor man gjorde sig umage med både pynt, mad og påklædning. De værdier har hun ikke blot givet videre til sine børn, hun har også taget dem med sig ud i den store verden. Mange års ophold i London har føjet engelske noter til julen, men i udgangspunktet er det den klassiske jul a la Peters Jul, der bor i hendes hjerte.
Adel forpligter og julebordet for Royal Copenhagen spejler i høj grad Carolines baggrund og hendes fornemmelse for at blande nyt og gammelt på magisk vis. Hun har arvet de fineste, tynde glaskugler fra sine bedsteforældre og har gemt børnenes hjemmelavede pynt fra de var helt små i London. Disse skattede klenodier suppleres løbende med julepynt, som hun finder på rejser eller under årlige besøg hos Berings Blomster, Georg Jensen og Harrods. Caroline har flere stel fra Royal Copenhagen; arvede Flora Danica-elementer, musselmalet - og ikke mindst et komplet julestel, som hun dækker op med helt frem til påske. For hende er det først og fremmest et fejringsstel, der vækker glade minder og stemmer sindet til fest og samvær over god mad. Carolines borddækning er en overdådig hyldest til det gode liv og en manifestation af hendes kærlighed til pynt - som der aldrig kan blive for meget af.
Tidligere baronesse, født og opvokset på Valdemar Slot på Tåsinge. Har boet en stor del af sit voksne liv i London. Iværksætter og TV-personlighed kendt fra flere TV-serier. Forfatter til en række bøger om mad og sundhed samt portrætbogen ”Caroline”. Stifter af skønhedsklinikken Caolin. I dag bosiddende i Dubai, hvor hun fortsat arbejder som iværksætter.