En påskønnet begivenhed
Royal Copenhagens juleudstilling fandt første gang sted i 1963. Hvert år siden da har skiftende kulturpersonligheder under lige så skiftende temaer dækket op til jul.
For 61. år i træk åbner Royal Copenhagen dørene til den
traditionsrige juleudstilling, der i år byder på en spændende kombination af kunstinstallationer og borddækninger, som hylder den magi, der ligger i at skabe noget selv, og glæden ved at bruge sine hænder og sin fantasi.
Kunstinstallationer og borddækninger
Tre farverige og kunstneriske personligheder, der alle arbejder i krydsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk, har skabt hvert deres inspirerende juleunivers. Alle deler de ud af deres juledrømme og de traditioner, de enten har med sig, eller selv har etableret.
Publikum inviteres således ind i en kunstnerisk iscenesættelse af julebordet, der i hænderne på blomster-, rum- og objektdesigner Julius Værnes Iversens, papirkunstner Veronica Hodges og kunstner, florist og forfatter Poppykalas’ hænder har fået et finurligt, farverigt, nostalgisk, moderne og klassisk udtryk. Med vidt forskellige virkemidler – men alle med det florale til fælles – har kunstnerne tilført en ekstra magisk dimension til højtiden med tre tematiske juleinstallationer: Contemporary, Explorative og Heritage.
Verden har brug for at blive genfortryllet, og julen med sine sansemættede traditioner og varme fællesskaber er en genvej til at skabe magiske øjeblikke. Også i år drysser Royal Copenhagen stjernestøv ud over højtiden og sætter den frie kreativitet som ledestjerne – og inviterer indenfor i et juleunivers med smukke juleborde indhyllet i en ekspressiv mangfoldighed af farver, dufte, blomster, dekorationer og porcelæn.
Poppykalas - Thilde Maria Haukohl Kristensen
e Maria Haukohl Kristensen/Poppykalas (f. 1979) er billedkunstner, florist og forfatter. Grundlægger og kreativ direktør for Poppykalas. Hun er internationalt anerkendt for sine originale blomsterudsmykninger. Har udstillet på bl.a. SMK, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum, Copenhagen Contemporary og Tivoli. Forfatter til bogen ”Poppykalas og de magiske blomster”.
Når familien samles ved bordet juleaften, er der blomster, muslingeskaller, julekugler, silke, perlemor og organisk glas, ligesom i installationen hos Royal Copenhagen. Thildes juleunivers er varmt og sanseligt, og hun er mere optaget af skønhed og balance end form og tradition. Alt, hvad hun foretager sig, er en del af en fortælling om at være menneske i tæt forbindelse med naturen og de skiftende årstider. Her emmer af lys og farver fra solnedgange over havet i Klitmøller, mens rummet er fyldt med Thildes egne ekspressive malerier. Bordet er dækket med en komposition af Royal Copenhagen-stellene HAV, Musselmalet Helblonde, Blå Elements og Royal Creatures.
”Julen for mig er først og fremmest nærvær, samvær og omsorg – og noget med at dyrke den langsommelighed, der kan forsvinde i hverdagen. Det hjælper naturen mig med”, siger Thilde, der for første gang holder jul med sin familie i deres nye hjem i Klitmøller, hvor nærheden til hav, solnedgange og skov helt automatisk sætter tempoet ned.
Det er ikke kun naturen, der er kommet tættere på, det er også hendes mor og stedfar, som hun holder juleaften med. Hendes fætter og familie bor også i det lille samfund, og de mødes senere på aftenen til et glas champagne og østers lidt længere nede ad vejen.
Julius Værnes Iversen (b. 1989) - Extravagant floral installations
Julius Værnes Iversen (f. 1989). Uddannet blomsterkunstner. Stifter, kurator, designer og kreativ direktør i TABLEAU – et kreativt studio og galleri med højt til loftet. Kernemissionen er at udfordre etablerede idéer i den institutionelle kunstverden og gøre plads til en ny æstetik, hvor objekter, botanik og materialer mødes.
Julius er kendt for sine eksorbitant store blomsterdekorationer, som nærmest indtager rummet. Det er netop dette kunstneriske greb, han anvender i sin juleinstallation hos Royal Copenhagen, hvor han lader porcelænsfabrikkens ikoniske blå farve flyde ud i lokalet som en favnende hyldest til blåmalerne og de mange legendariske stel.
”Min jul har altid været forbundet med arbejde. Som søn af en blomsterhandler og siden som indehaver af mit eget florale univers, er december forbundet med at binde buketter og skabe dekorationer til mine julestemte kunder”, fortæller Julius, der også forbinder den travle december med hyggen i sin butik og de uformelle julemøder, der finder sted der.
På den blå bølge flyder hvide porcelænsskår ned fra loftet for at dryppe ned på et tableau, hvorpå et abstrakt julebord udfolder sig med porcelæn i Blå Mega Riflet i selskab med Jeanne Gruts blå fisk blandet med enkelte unikaværker. Rummet, der er en totalinstallation i elektrisk blå, prydes også af værker af Cathrine Raben Davidsen og Henning Koppel. Der sættes trumf på julemagien med blåmalede grene fyldt med Blå Mega Riflet-porcelænsjulekugler.
Veronica Hodges (b. 1972) - Nature shows us the way
Kunstner med papiret som medie. Uddannet inden for mode og scenografi i 2002. Med inspiration hentet fra naturen skaber hun imponerende og poetiske storskala-installationer af papir. Intentionen er at udforske samspillet mellem installation og rum. Har udstillet sine værker i flere kirkerum og museer i ind- og udland samt i butikker og offentlige fora.
”Jeg tilbragte mine unge år i Italien sammen med min far. Derfor bærer jeg en latent længsel i mig efter landskabet og stemningen netop der, men også en erkendelse af at alting er i proces, og at alting er i evig forandring”, fortæller Veronica, der trækker på en højtidelig og generøs æstetik, når hun fejrer jul med sin lille familie.
Julen er først og fremmest en smuk tid for refleksion for Veronica, der egentlig ikke er et julemenneske, men som i høj grad holder af æstetikken omkring et måltid. Hun inviterer gerne naturen indenfor, fordi den deler ud af sin mangfoldighed og sin ufattelige skønhed – elementer hun også altid anvender i sine kunstneriske installationer, hvor mange små elementer bliver til ét stort værk.
Veronicas juleinstallation repræsenterer længslen efter Italien. Rammen er en palacio-lejlighed med dunkle farver og stiliserede elementer hentet i naturen. Der er dækket op til otte omkring et rundt bord under en loftsinstallation fyldt med Veronicas blomster, fugle og insekter skabt af papir.
På den knitrende hvide underdug i kombination med en grøn overdug er der dækket op med hvide Royal Copenhagen-stel kombineret med elementer fra Flora Danica og Flora, lyserøde hortensiavaser, vintageservietter med monogram og håndlavede blomsterornamenter. Det er en hyldest til naturens generøsitet og transformative kræfter – en fortælling om nødvendigheden af forandring og at naturen viser os vej.