PLADS TIL EN EKSTRA GÆST
”Julen har ændret karakter i takt med, at min familie har været under forvandling. I min tidligste barndom fejrede vi traditionel jul hos min farmor, men efter mine forældres skilsmisse rykkede julen ind i mit barndomshjem. Med nye familiekonstellationer og dermed også flere forskellige traditioner, blev det i flere år til en livlig patchworkjul, som min mor og stedfar arrangerede”, fortæller Iben Hjejle, der husker tilbage på juleaftener fyldt med musik, børn og overskud - og hvor der altid var plads til en eller flere juleløse.
Iben har glade erindringer om julefester, der fortsatte langt ud på natten, hvor der blev spillet brætspil, serveret natmad og hvor stemningen var løssluppen. Der var, helt i julens ånd, altid plads til en ekstra gæst. En generøsitet, som Iben siden har taget med sig videre.
Den frie og livlige jul
Senere i livet, da Iben selv fik børn og delebørn, bragte julen nye udfordringer med sig. De blev modsvaret af en stor julefest for familie og venner den 22. december, hvor alle kunne være med. Siden har der også været juleaftener hos Ibens søskende og deres børn, hun har holdt jul ude i den store verden eller stille jul i sit eget selskab.
Ibens julebord hos Royal Copenhagen er dækket sammen med hendes lillesøster, Naja Asbjørn Olesen. Ved fælles hjælp har de skabt et sceneri inspireret af den frie og livlige jul, de fejrede hos deres forældre. Her er bøger, noder og musik som en kærlig hilsen til far og mor, der begge var musiske og intellektuelle mennesker. Der er dækket op efter det forhåndenværendes princip med blandet porcelæn, forskellige duge og en hule under bordet til børn, hunde og nisser. Som altings vogter efter forældrenes død, har Iben og Naja hentet ting og sager på lageret med arvegods og blandet det hele med porcelæn fra Royal Copenhagen. Resultatet er en ekspressiv kærlighedserklæring til familiens mangfoldighed.
Iben Hjejle (f 1971)
Iben Hjejle (f 1971) Dansk skuespiller uddannet fra Statens Teaterskole i 1996. Kendt fra Klovn-universet og en stribe danske og internationale film- og TV-roller, senest ”Nøjsomheden” instrueret af Hella Joof og ”Den Gode Stemning” på TV2. På teatret har hun gestaltet stærke kvinder i store klassikere, blandt andet i ”Endnu en dag i Guds Skaberværk” på Det Kgl. Teater og ”Lægen” på Folketeatret - en rolle, der indbragte hende Reumert Prisen. Iben har netop modtage Lauritzen Fondens Pris.