Dobbelt jul
“Den gode jul afhænger ikke af bestemte traditioner men i højere grad af, at vi er sammen med de mennesker, vi elsker, og som vi måske ikke ser så ofte. Man må selv bringe glæden med til bordet og glemme de mange forventninger, der kan være forbundet med julen”, fortæller Tessa, der med to barndomshjem har været vant til en splittet jul. To juleaftener, der tog sig vidt forskelligt ud.
Julen hjemme hos Tessas mor var klassisk og traditionsbunden, mens der hos hendes far var friere rammer og stor frihed. Tessa fandt sig som barn til rette begge steder. Dog nyder hun som voksen at have mulighed for selv at bestemme over sin jul. Hun fejrer stadig jul med sin familie, men kan trække sig fra festlighederne, når hun har lyst. Er hun selv vært, så er det hende, der bestemmer, hvordan fejringen skal være.
Mellem to hjem
Tessas julebord for Royal Copenhagen er inspireret af opvæksten og de to vidt forskellige virkeligheder, hun bevægede sig imellem som barn - og hvor to julefejringer ikke nødvendigvis betød dobbelt juleglæde.
For at illustrere sin egen jul, men også som en anerkendelse af de mange børn og unge, der vokser op med to hjem, og af de forældre, der hver dag gør deres bedste for at få hverdagen til at hænge sammen, har hun delt sit bord i to. Ikke for at fremhæve den ene jul frem for den anden, men for at vise, at julen kan se forskellig ud, og at kærligheden godt kan bo flere steder. Tessa vil gerne vise at det, som måske fremstår kaotisk for nogen, for andre kan være forbundet med frihed og nærvær. Den hårdtslående rapper med det bløde hjerte giver med sit julebord plads til fri fortolkning. Hun skaber også rum til refleksion over forestillingen om den perfekte jul.
Tessa (f 1997)
Med det borgerlige navn Theresa Ann Fallesen, er en af de mest markante stemmer i dansk musik og har på få år etableret sig som en kulturpersonlighed langt ud over rapscenen. Med rødder på Vestegnen og et kompromisløst, direkte og genkendeligt univers har hun opbygget en stærk position og en usædvanligt dedikeret fanskare. Samtidig har hun bevæget sig naturligt mellem musik, mode, TV og skuespil – senest i rollen som sosu-assistenten Sille i TV 2-serien "Løgnen”. Hendes historie og karriere er desuden portrætteret i dokumentarerne “Tessas Hævn” og “Tessas Succes”.